KV17: Nye politiske toner på Frederiksberg?

Kommunalvalget på Frederiksberg endte som bekendt med, at det borgerlige valgforbund fik 13 pladser i kommunalbestyrelsen, mens ”centrum-venstre”- gruppen (A,B,F,Ø og Å) fik 12. Der var således stadigvæk et blåt flertal i kommunen. Derfor kunne man også forvente at de konservative, LA og Venstre ville dele alle formandsposter i udvalgene imellem dem selv. Men det skete ikke. Kommunalbestyrelsens konstituering foregik godt nok som en konstitueringen mellem de 2 valgforbund, således at blå blok f.eks. fik alle de ”gode ben” uden for kommunalbestyrelsen, men flertallet inviterede overraskende oppositionen ind i forhold til formandsposterne, således at oppositionen fik tilbudt 3 poster.

Derfor kunne man efter konstitueringerne i udvalgene konstatere, at Socialdemokratiet ved Michael Vindfeldt fik formandsposten i Undervisningsudvalget, at de radikales Lone Loklindt blev formand for Arbejdsmarked- og Uddannelsesudvalget, og (nok mest overraskende) at Thyge Enevoldsen fra Enhedslisten blev formand for det nye Ældre- og Omsorgsudvalg, da det tidligere Sundhed- og Omsorgsudvalg blev delt i 2. Flemming Brank fra de konservative blev formand for det andet nye udvalg (Sundhed og Forebyggelsesudvalget).

Borgmester Jørgen Glenthøj begrundede invitationen til oppositionen om at dele formandsposterne med, at valgresultatet havde vist, at vælgerne ønskede et bredere samarbejde i kommunalbestyrelsen.