Lærerlookouten er slut – og resultatet ..

Regeringens indgreb i konflikten mellem kommunerne landsforening (KL) og lærerne er nu en realitet.

Bestyrelsen i Frederiksberg Kommunelærerforening udtaler i den anledning lakonisk: ”Regeringens indgreb tilgodeser på ingen måde vores ønsker og krav, hvorfor vi bestemt ikke er tilfredse med det.”

 

Lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen har udtalt: ”Folkeskolen er havnet i en meget vanskelig situation, hvor lærerne er blevet kørt over af parløbet mellem regeringen og KL. Vi har fået et lovindgreb, der i uhørt grad tilgodeser KLs ønsker. Der har ikke været reelle forhandlinger, fordi KL hele tiden har følt sig bakket op af regeringen. Vi står nu overfor en større reform af skolen, som er kommet meget skidt fra start. Men jeg vil godt understrege, at vi fortsat vil gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at vores medlemmer har mulighed for at levere undervisning af høj kvalitet. Og vi vil arbejde for, at reformen af folkeskoleloven baseres på forskning og viden.”

Frederiksberg kommunelærerforening har lavet følgende opsummering af hvad indgrebet betyder:

Lederne skal fordele arbejdsdagen

Skolelederne får ret til at fordele og lede arbejdet og dermed indrette arbejdsdagen for den enkelte skolelærer. Det har netop været et centralt spørgsmål i konflikten mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening, hvem der skulle disponere over lærernes arbejdstid.

Skal ikke arbejde på skæve tider

Det har været en bekymring fra lærerne, at de nu kommer til at arbejde på skæve tider uden for normal arbejdstid. Derfor bliver der nu lavet såkaldte værnsregler, som skal sikre, at lærerne ikke arbejder om aftenen og i weekenden. Lærerne får ret til en såkaldt opgaveoversigt for hele året.

Aldersreduktionen bliver udfaset

En del af lovforslaget omhandler den såkaldte 60-årsregel (aldersreduktionen).

I dag betyder reglen, at lærere over 60 år har ret til nedsat arbejdstid svarende til fire ugers ekstra fri på et år. Men det bliver nu lavet om.

Fra nu af har kun de lærere, der fylder 57 år inden 1. august 2013 denne ret.

Lærere, der i dag er mellem 50 og 56 år, kan, når de fylder 60 år, gå på nedsat tid uden lønkompensation – helt op til 175 timer om året. Den fulde pension opretholdes.

Lønstigninger for 300 millioner kroner

Der er afsat 300 millioner kroner til lønstigninger.

Danske folkeskolelærere kan se frem til en lønstigning på 3300 til 4100 kroner årligt som følge af regeringsindgrebet. Disse penge bliver ikke taget fra andre offentligt ansatte.

Lærere skal efteruddannes

I lovforslaget er der også afsat en milliard kroner til efteruddannelse, som skal give landets lærere et kompetenceløft.